|
Dengang mine forældre var børn, var verden en anden. Deres leg startede med en pind, en dåse eller med gardinet, der blafrede i vinden. Legetøjet bestod højst af en bamse, der nok havde fået syet det ene øje på et par gange, og måske manglede den et øre. Men dengang var det ligegyldigt, for historierne opstod i mine forældres hoveder og kanaliserede sig gennem deres arme og hænder ud i hvad som helst. Og legene opstod ud af ingenting, for en bunke blade blev hurtigt til dukketøj, og den bedste hule blev skabt af mormors tæppe lagt ud over spisebordet.
Jeg vil gerne bringe den sjove og impulsive leg frem i børnene igen. Genopfinde børnenes fantasi og give den alle de bedste forudsætninger for at komme til udtryk. Børn fødes med en helt ukuelig nysgerrighed og evne til at tænke helt uden grænser og med fantasien og forestillingsevnen intakt. Det vil jeg gerne støtte, og derfor har jeg startet renleg.dk.
I min butik finder du masser af skønne produkter, både beklædning, uldtøj , legetøj og interiør. Alt sammen nøje udvalgt til at dække barnets behov helt fra spæd og frem til skolealderen. Jeg har masser af gode produkter, både træmaterialer, naturmaterialer eller materialer som generelt ikke belaster miljøet unødigt. Jeg bestræber mig på, også at have et stort udvalg af økologiske produkter, da økologi står mit hjerte meget nært.
Jeg vil gerne passe på børnene og samtidig udnytte deres fulde potentiale – give dem muligheden for at bruge kroppen, hjernen og legen i skøn forening.
Børn skal igen se et utal af muligheder i et enkelt stykke legetøj, og det skal være op til børnene at skabe eventyret og bruge fantasien. Det skal være børnene, der sætter scenen – ikke legetøjet.
Jeg håber, du og dit barn vil slippe fantasien løs og finde på mange helt fantastiske lege sammen.
God leg!
|